Reportage: Fortvilv ikke, pedellerne kommer

Fortvivl ikke, pedellerne kommer.

Vi ved allesammen at vi har gode biblioteker i vores bøgeland, men hvordan er det når man har svært ved at gå eller når synet svigter? Undertegnede tog ud på en solrig fredagseftermiddag til bøgernes verden, og besøgte et lokalbibliotek til at finde svar på spørgsmålet.

Åby bibliotek ligger, set fra Silkeborgvejen, lidt gemt bag Kvickly, men det passer fint til et sted som huser en verden af stille nydelser, langsomme tanker eller medrivende sider. Indgangen ad Ludvigs Feilbergsvejen (Ludvigs samlede værker findes i øvrigt endnu i hovedbibliotekets kælder) fører hen til en parkeringsplads direkte ved indgangen til biblioteket. Af naturlige, trængende årsager var jeg nødt til at skynde mig igennem de store skydedøre og starte undersøgelsen af bygningen fra dens fløj, hvor jeg hurtigt fandt et handicaptoilet og almindelige toiletter.

Derfor opdagede jeg først senere Aaby- Aabyhøj lokalhistorisk forenings montre ved siden af indgangen, hvor jeg tog tid til at akklimatisere. At hele området omkring biblioteket er forholdsvis nyt kunne jeg nemt konkludere ved hjælp af et dejligt grønt billede af Åbyhøj fra omkring 1950. Der er vel ikke meget tilbage af den tid, dog undrede jeg mig senere over om det flotte, gamle træ ved den lille sø mellem biblioteket og Silkeborgvejen, har overlevet byggedriften.

Forhallen af Åby-biblioteket er stor og social. Til venstre kan man, hen over hovederne af bibliotekarerne bag et langt stor skranke, se ind i selveste bogafdelingen. På højresiden, bagerst i forhallen, ser man borgerafdelingen, som denne eftermiddag består af to venlige damer som arbejder i et åbent, halv afskærmet område. Og pladsen foran deres kantor er hyggeligt og praktisk indrettet med stole og borde som bringer minderne tilbage til syd- europæiske cafe terrasser. Der er god plads for dem som gerne vil puste lidt ud eller ha’ en lille snak med andre.

Når man går direkte til venstre efter man er kommet ind i biblioteket, går man ind til selveste bogafdelingen, først dog forbi nogle store selvbetjeningsmaskiner, til man kommer til et væg med et hav af brochurer med information om for eksempel tennisklubber, Den Gamle By, Gallo huset eller det Danske Røde Kros. Jeg finder også et brochure om plejetestamenter, som jeg tager med.

Efter denne væg kommer man så til sagen. Her findes der flere, meget rummelige værelser med store døråbninger, reoler fyldt med bøger og hjørner med store vinduer, behagelige stole og borde. Det er iøjnefaldende hvor meget plads der er i værelserne, og selvfølgelig er der, for så vidt jeg kan bedømme, ingen forhindringer for kørestol- eller rollatorbruger.

Allerede i det andet værelse ser jeg et skab med et skilt med klare, store bogstaver: “Stor skrift”. Der findes blandt andet Jan Guillous “Arven efter Arn” i to bind, Johannes V. Jensens “Kongens Fald” og et retskrivningsordbog for svagtsynede. Udvalget er dog ikke synderligt stort, måske 60 bøger, og jeg beslutter mig for at spørge bibliotekarene ved indgangen om der findes flere.

Først opdager jeg dog en reol med lydbøger, som er placeret ved siden af Stor-Skrifts reolen. De ligner ved første øjekast de efterhånden gamle VHS-videoer, men hver hylster indeholder op til 6 kassettebånd. Andre indeholder cd’er, nogle med ordet MP3 påklistret og der er cd’er i et mere almindelig cd- hylster. Helle Helle er der for eksempel med “Ned til Hundene”, sammen med “Michael Laudrups Tænder” af Maise Njor og Camilla Stokmann. Jeg synes at de forskellige formater virker en smule forvirrende, og jeg prøver at huske om jeg har et kassettebånd afspiller derhjemme. Tilbage ved indgangen ser jeg dog en ældre dame med rollator som er lige kommet ind. Hun går de 5 eller 6 meter fra indgangen til skranken og sætter sig på en stol. En venlig bibliotekar tager imod hende og modtager et lydbog af damen, hvorefter bibliotekaren med det samme henter et nyt. Det ser ud som om denne kunde sagtens kan finde ud af at afspille en lydbog.

Jeg melder mig også ved skranken og får en samtale med Anne Marie, som er bibliotekar på Åby bibliotek. Da jeg fortæller hende mit ærinde gør hun mig med det samme opmærksom på at bibliotekerne i Danmark har en speciel service for ældre og handicappede som enten er sengeliggende eller meget dårligt gående. Det hedder “Biblioteket kommer” og er en ordning med personligt vejledning af en bibliotekar som snakker med en, og kommer med forslag. Bøgerne bliver bragt ud til plejehjemmet eller ens hus, og hentet af pedellen en gang om måneden.

Når vi taler om den gruppe ældre som er ukendt med biblioteker, eller ellers lidt usikker, fortæller hun at der mange som gerne selv vil prøve at finde vej i biblioteket, og at andre derimod foretrækker at få hjælp af en bibliotekar. Den sidste gruppe kan få en grøn prik på lånerkortet, som er et tegn til bibliotekets personale at de gerne må bruge lidt mere tid til at hjælpe personen.

Da jeg spørger om der findes flere bøger med store bogstaver, svarer hun at bibliotekerne deler cirka 600 titler af disse Magna Print bøger. Så bøgerne i Åby bliver jævnligt skiftet ud med dem fra andre biblioteker. Og så findes der et katalog som man kan bruge til at bestille titler hjem fra andre biblioteker. Og jo, det var vel egentlig et retorisk spørgsmål da jeg informerede om kataloget også er trykt med store bogstaver.

Lydbøger har eksisteret i langt tid, og var i første omgang ment til dårligt seende eller blinde mennesker, men de er blevet populære hos mange i den seneste tid. Ifølge Anne Marie er der ikke mange problemer med den tekniske side af lydbøgerne. Nogle generationer bruger stadigvæk det ældre kassettebånd og mange har lært at bruge de mere moderne MP3 formater. Men hvis der ikke er et barnebarn som kan hjælpe til, er man selvfølgelig altid velkommen til at spørge personalet om råd og vejledning, bekræfter også Anne Marie.

Jeg takker venligt for samtalen og finder vejen til et stoppested af de i alt 9 buslinier som holder ved Kvickly, en eksponent af en anden verden.

Den efterfølgende nat drømmer jeg om “Biblioteket kommer”. Jeg ser mig selv som sengeliggende og er blevet tildelt den ekstra service. Jeg har lånt en bog af Johannes V. Jensen og har læst den så mange gange jeg nu kunne indenfor en måned. Den vil jeg bestemt ikke aflevere. Men i min drøm kommer der hele fire pedeller fra biblioteket. Den ene kniber mig venligt i min store tå, den anden giver mig en hånd, den tredje kigger lidt gennemtrængende på, og den fjerde tager lige så stille, men bestemt, bogen fra mig. “Er vi lidt modstridende i dag?”, spørger han med en lille smil på læben. Jeg har ingen chance.

(Med tak til BA1 for at påpege bl.a. et- eller en-fejl.)

Skriv!

Nu har jeg lige læst de første 4 til 5 sider af bogen Skriv! af Mikkel Hvid. Og det har allerede været nok for i dag. Hans budskab er klart, og rigtigt. Hvis man vil skrive skal man…. skrive. Merlin Mann kom også til denne dybe konklusion. Ved at skrive lærer man at skrive, og ved at skrive mere lærer man at skrive bedre. Mikkel snakker om hvordan vi selv er det det største problem som bremser os. Det er angst og konflikter i os. Derfor bliver vi enormt hurtigt distraheret og flygter vi til nye opgaver. Det gælder også for mig, men der er ting jeg ikke har problemer med. Jeg er for eksempel ikke bang for en tomt stykke papir, en ny side. Tværtimod. Jeg elsker det. Det er fordi jeg ved at jeg altid kan skrive. Jeg ved ikke hvor jeg har lært det, jeg mener jeg har lært det mig selv, men det kan jeg nu. Jeg tvivler mange gange over hvad, og derfor om jeg skal skrive, men hvis jeg skal så kan jeg altid.

Grunden til hvorfor jeg holdt op med at læse efter de første sider er at jeg forståede Mikkel da han sagde at man skal overvinde sig selv, men jeg genkendte bestemt også de symptomer og problemer han snakkede om. Så kom jeg til at tænke på noget Kasparov har sagt^*. Han mener at han er blevet så god til sin sport ved at hele tiden analysere sig selv. Ved at genkende og påvise hans problemer, og så selvfølgelig ved at arbejde på det. Hvad gik godt, hvad gik ikke godt? Hvorfor ikke? Hvad kan man så gøre?

Når jeg ikke skriver fordi jeg ikke ved hvad jeg skal skrive om, så har jeg et problem. Har jeg en løsning? Ja, det er meget enkelt. Da jeg læste siderne så huskede jeg at jeg faktisk har enormt mange ting jeg gerne vil skrive om. Og så lå jeg mærke til at jeg finder på rigtig mange grunde som hjælper med at give mig en følelse af, at jeg ikke kan gøre det nu, eller senere. Men det er da løgn! Jeg har ideer nok, jeg skal bare gøre det. Det kræver arbejde, disciplin, ausdauer, men hvis jeg vil skrive gælder der ingen undskyldninger. Fordi der er ingen undskyldninger.

Som Kasparov anbefaler, kan jeg så forsøge at beskrive hver enkelt “problem”, og prøve at finde en løsning til det. Jeg kan sørge for at jeg gør mig klar til at være i stand til at skrive noget. Jeg kan samle information, lave en mindmap, starte med en kladde, læse om det, tænke over det. Med andre ord: Jeg kan bare starte med det alligevel. Det der med at ikke være parat til det endnu, så er det ikke et problem men en opfordring.

* “My argument has always been that what you learn from using the skills you have—analyzing your strengths and weaknesses—is far more important. If you can program yourself to learn from your experiences by assiduously reviewing what worked and what did not, and why, success in chess can be very valuable indeed. In this way, the game has taught me a great deal about my own decision-making processes that is applicable in other areas, but that effort has little to do with natural gifts.”

The Bobby Fischer Defense by Garry Kasparov | The New York Review of Books, March 10, 2011.

Thorkild Borup Jensen – At Tænke uden Styrthjelm og Knæbeskyttere

Jeg har stort set ingen kendskab til litteratur analyser eller historie. »At læse litteratur« er noget jeg gerne hører om og noget som interesserer mig, men jeg gør det, indtil videre, stort set ikke selv. Jeg har mine ideer og det retter jeg mig efter, søgende, og vel en smule usikker nogle gange.

Derfor var det en sandt åbenbaring for mig at læse Thorkild Borup Jensens bog “At tænke uden styrthjelm og knæbeskyttere”. Bogen har som undertitel » Om essayet som genre og det danske essay i et 20. århundrede.« og gør hvad den lover. Det er et grundigt og velovervejet studie af teori og praksis omkring denne type tekst. Men det var det rene genkendelses glæden som overraskede mig så meget da jeg læste denne bog. Måske er betegnelsen »en hjemkomst« en bedre forklaring af min henrykkelse, da jeg læste teksten og den udførlige beskrivelse, eller genresignalement, af begrebet Essay. Det var jo det jeg altid har skrevet, eller i hvert fald sigtede efter! Og pludselig viste det sig at det jeg elsker, og det jeg betragter som det eneste rigtige at skrive, har en fast og veldefineret plads i litteraturen. Traditionen åbnede sine armer, side for side, til at byde mig velkommen i sit skare af lykkelige amatører og nobel-bepriste stormestere.
Her vil jeg ikke gå fra, forvent kun fuld beskrevne postkort.

Torkild Borup Jensens entusiasme for emnet skinner klart igennem fra de første sider. Han kender sit stof og med hans erfaring som lærer falder det ham vist ikke for alt for svært at ramme en udfordrende men læselig tone i teksten. I nogle paragrafer bliver det måske en lidt for sej teoretisk omgang, men bogen er nok ment som et håndbog til brug gennem årene.

For mig var de ti udvalgte forfatter, som bliver brugt til at illustrere, analysere og motivere læseren, ukendt terræn. Jeg havde aldrig læst noget af nogen af dem, men da der er tilføjet et essay af hver af de ti forfatter, fik jeg et udmærket mulighed for at stifte bekendtskab med deres arbejde.

Jeg har lavet en liste over forfatterne som har fået en essay med i bogen, hver i et kapitel for sig. Rækkefølgen er efter mit førstehånds indtryk, og interesse for, deres tekst, med emnebeskrivelsen af essayet i tankerne:

Johannes V. Jensen
Johannes Smith
Jens Christian Grøndahl
Suzanne Brøgger
Hans-Jørgen Nielsen
Per Lange
Jakob Paludan
Knud Sønderby

Elsa Gress og Klaus Rifbjerg er ikke med i denne liste, da jeg ikke syntes at deres udvalgte tekst var særlig essayistisk.

 

I det sidste, korte kapitel af bogen hopper læreren op bag fra sit gennemsigtige skjul, og bliver man præsenteret med et arbejdsværksted. Her kommer forfatteren med nogle ideer og forslag til andre lærer som vil benytte sig af bogen i deres undervisning. Forfatterens første forslag falder helt og aldeles forkert hos mig, jeg har nok ikke forstået det rigtigt. Der bliver foreslået at studerende analyserer et essay, og prøver, når de er klar over hvad et essay indeholder, at skrive selv en tekst som indeholder disse egenskaber. Men når teksten skal have karakter af en igangværende tankeproces, virker det som om det er den forkerte rækkefølge.

De øvrige tips følger dog ideer om personlig motivation og læremuligheder til punkt og prikke. Læreren har selvfølgelig ret.

Jeg har selv skrevet forfatterens emnebeskrivelse ned og det hænger på vægen. Det som et påmindelse i usikre timer om den skare jeg er del af.

Sinterklaas

Julemanden kommer ikke fra Grønland eller, som Santa Claus, fra USA. Den gamle mand rejser faktisk hvert år i et gammelt dampskib fra Spanien til Holland og Flandern, og det gør han allerede i de sidste uger af november. Som alle mennesker i denne del af verden ved, har han jo fødselsdag den 6. december, så han skal fejres ordentlig aftenen før, lige som man gjorde i de meget gamle dage.

Selvfølgelig får man også i de lave lande ved nordsøen gaver når man har fødselsdag, men vores gamle mand synes at det er ham som skal give gaverne, og han giver det til alle landets børn. Han kan selvfølgelig ikke selv nå at bringe alle gaver rundt omkring i landet, så han har sine hjælpere. De følger efter ham når han rider på sin hest over tagene, og som rigtige Odins ravne går de hvor den hvide skimmel bærer den gamle mand hen. Gaverne bliver kastet ind i husene gennem skorstenen, og mon ikke hjælperne klatrer ned for at hente de gulerødder som børnene har lagt til hesten i deres sko foran skorstenen. Det er nemlig derfor hjælperne er blevet så sorte som sod.

Manden som fejrer så generøst sin fødselsdag hedder Sinterklaas, og han er den figur som Coca- Cola brugte som forbillede til at skabe deres Julemand efter. De sorte hjælpere havde drikkevare giganten åbenbart ikke brug for, og det var vel også en heldig beslutning i vores moderne, multikulturelle samfund.

Sinterklaas festen overlever endnu i det moderne Holland, selvom konkurrence med den fra USA importerede Julemanden er benhård. Da jeg var barn, var det nemmere, Sinterklaas var den allervigtigste fest før børn, og også for mange voksne. Julemanden eksisterede kun i amerikanske film og Jul var en højtidelig religiøs fest med kirkegang, god mad på første juledagsaften og et juletræ. Gaver var der ingen af, og det var heller ikke savnet, da sinterklaasfesten den 5. december var en glædelig og social fest hvor især børn fik mange gaver.

Jeg husker tydelig de store forventninger som kriblede i hele kroppen når den festlige aften endelig var kommet, og man fik lov til at tage et første kig på et sandt bjerg af gaver i farverigt sinterklaas- gavepapir. Dette syn var starten af et vedvarende fornemmelse af materiel luksus og en familie som havde afsæt hele aften og deres bedste humør til at få festen til at blive et sandt succes hos børnene, og vel også hos de voksne.

Jeg viste godt at man ikke skulle løbe til gaverne og flå papiret af, lige som jeg så i jule-filmene. Kunsten var at bare kigge fra en lille afstand og prøve at gætte sig til hvad pakkerne indhold. Da jeg var meget ung, med snottet endnu for enden af næsen, skulle man ikke vente alt for længe. Så gik vi hurtigt i gang med terningen, og hver gang man kastede et sekstal, fik man lov at hente et pakke fra bunken og give det til den person pakken var til. Det var meningen ikke at tage en pakke til ens selv, men ved at vælge en pakke uden at man kunne se et navn skrevet på, havde man en chance alligevel.

Midt i pakkelegen kunne det ske at man blev helt forskrækket af et vild banken på vinduet. Først på køkkenvinduet, og så næsten samtidig på det store vindue i stuen. Nogle sekunder senere kom der en sort hånd omkring døren til stuen, som med et kraftig svaj kastede slik ind i stuen, så det ramlede og rullede på gulvet. Så gjaldt det om at reagere hurtigt og kaste sig på alle fire til at samle så meget som muligt op inden broren tog det hele. Imens kunne det ske at selveste Sinterklaas kom ind i stuen, og så blev det til et sandt bombardement af indtryk af farver, glæde, angst for den store mand med det mærkelige tøj og den lange skæg, og især for hans uforudsigelige hjælper. Det var rystende at disse mennesker pludselig gik ind i vores hjemmelige stuen, og at far og mor bare stod der og så glade ud, imens den store mand med hans høje, knaldrøde mitra, lange kåbe og lidt mindre lange skæg tog plads på en stol. Og hvad så med de andre mennesker som kom ind? De var virkelig unaturligt sort, med knaldrøde læber, og en bundt farvede hue på hovedet med lange fjern på, en stor pibekrave om halsen og en mærkeligt bluse og ditto korte bukser som viste lange sorte ben. Og hvor gik de hen, hvorfor gik den ene til venstre og den anden til højre? Det var vel ikke rigtigt at de kunne finde på at tage uartige børn med tilbage til Spanien i deres jutesæk? Nej, vel? Men Sinterklaas kunne se i hans store bog om man havde opført sig ordentlig i det sidste år. Hvor vidste han det fra?

Der var mange følelser og spørgsmål på sådan en aften, som godt kunne blive lidt for voldsom for nogle af børnene. Jeg holdt mig altid stor og mindes ikke at jeg blev nødt til at græde på skødet af Sinterklaas. Og hvis jeg har grædt, så har jeg ikke det. Spørg ikke efter det.

Festen for de voksne og de børn, som har fundet ud af, at Sinterklaas ikke rigtigt eksisterer, foregår på en anderledes måde. Det er den fest som jeg den dag i dag holder meget af, da det udfordrer menneskernes kreativitet. Man giver stadigvæk gaver til hinanden, og der er mange familier hvor enhver laver en særlig indpakket gave til en anden person i gruppen. En indpakning som refererer til noget som vedrører den person. For eksempel et kæmpe frimærke til en frimærkesamler, et fjernsyn i papkarton til en fodboldfanatiker eller en ambulance af papmaché til den unge dreng som lige har fået kørekort. Et mere eller mindre skør digt på enderim er med til at forklare indpakningen og giver et fingerpeg om selveste gaven. For at alle kan være med aftaler med tit et maksimum beløb til gaven, som kan være 100 kroner eller mindre. På denne måde er det en fest til både farfar og hans barnebarn, enhver laver noget efter sine bedste evner, og traditionen bliver ført videre gennem generationerne, julemanden eller ej.

(Med tak til BA1 for at påpege bl.a. et- eller en-fejl.)

Tanker fra en bænk: Asger Jorn på Aros Kunstmuseum

Asger Jorn har aldrig hørt til min favoritte type kunstner, men han bliver betragtet som en af Danmarks mest kendte kunstner, og som medlem af COBRA-gruppen er han også et anerkendt international navn. Da jeg for nylig skulle deltage i en rundvisning på Aros Kunstmuseum fik jeg bagefter mulighed for at besøge den nuværende specialudstilling med en langt række værker af Asger Jorn. Jeg forsøgte at betragte hans kunst med friske øjne og at prøve at forstå grunden til hans berømmelse. Det viste sig hurtigt at være nemmere end jeg troede.

Tanker fra en bænk i udstillingslokalet.

Det er nok en god ide at starte besøget til udstillingen med at se filmen i den lille mørke lokale ved indgangen til udstillingen. Den gør et godt arbejde ud af at vise de forskellige kompositionelle elementer af værkerne, som viser sig at være næsten skuffende klart og klassisk inspireret. Diagonaler, fordelinger, linier og figurer er ofte overraskende nemt at genkende og følger kendte mønstre. Det må være rigtigt hvad filmen siger, at Jorn bevidst og præcise komponerede sine billeder, selvom de er malet på et tilsyneladende spontant måde.
Som noget nyt, og temmelig overraskende for mig, finder jeg ud af at Edvard Munchs indflydelse er meget synligt i nogle af værkerne, både i komposition, farver og malemåden. Munch levede fra 1863 til 1944, så han er tydelig tidligere end Jorn, og jeg havde i min naivitet ikke lagt en forbindelse mellem Munch og Jorns malerier. Jeg gik ud fra at Jorn prøvede at bryde med alt kunsthistorie i et forsøg at skabe noget nyt.
Men nu ser jeg at Jorn maler faktisk billeder med folkelige, eller snarere naivistiske, motiver i flotte, gennemtænkte kompositioner med masser af bevægelse. Og han bruger det som en fordel at man skaber noget nyt ved at male på en forholdsvist grov og udetaljeret måde, Detaljerne, som bliver hængende i farvekladderne, er et yndet mystificerings- og diskuteringsmulighed for tilskuerne. Det kan nemt blive til en konkurrence om hvem ser hvilken detaljer og hvem kommer med den mest interessante uddybning af et værk. Det faktum at Jorn ikke vil udtale sig om et værks betydning vidner om at han er sig vel bevidst om dette tiltrækkende egenskab af hans værker.

Jorn vil fra starten af blive en anerkendt international kunstner, og det bliver han så også til sidst. Men det er som om han gør det ved at samle og fortolke ideer han støder på sin mange rejser og iblandt sine mange kontakter. Hans fortjeneste er at han kan anskueliggøre de moderne tekniker og tilhørende ideer til folket. Jeg savner lidt en inderligt ønske om at udtrykke noget dybt eller intens personligt, men får snarere den fornemmelse at han flygter væk fra det ved at tilegne sig de malerteknikker og mulighederne som er kommet på moden i kunsten. Han er dejlig god til at lade farverne fortælle historier, lade dem opbygge og afbryde, men ved at give så meget plads til dem er det som om han ikke længere føler et behov at tilføje noget selv-eksistentielt. Og det på trods af de emner han vælger, hans udtalelse om at malerierne skal ville fortælle noget, og hans hjertevarmende evner til at arbejde med både de lyse og mørke farver, det gode og det onde.

Udstilling Jorn International kan ses fra den 22. januar til den 22. maj 2011 på Aros Kunstmuseum i Aarhus.

Se også: Museum Jorn i Silkeborg

Jan Luyken – “Duytse Lier”

Jeg læste nogle kortere digte af den hollandske poet og illustrator Jan Luyken (Amsterdam 1649 -1712). De viste sig alle at være fra omkring 1671 og nemt tilgangeligt, med et flot brug af naturlige metaforer. Digtet “ ‘s Uchtends als het haantje kraayt” er for eksempel en temmelig klart digt om en pige som samler blomster i den vilde natur, og en mand som forsøger at overtale hende til at bruge sin energi ikke på de blomster men på kærligheden, eftersom kærligheden overlever alt, også vinteren. Et forholdsvis enkelt digt som er trods sin alder nemt forståeligt.

Digtet “Het buitenleven” som starter med:

“Die d’onrust niet in het hart en heeft,

Leeft zalig, als hy buyten leeft.”

-

Eller i min meget fri oversættelse:

Han som ikke har uroen i sit hjerte,

lever salig, hvis han lever ud på landet.

-

er bare et fint digt som beskriver det bedste af naturen som den om sommeren tilbyder sig og som man skal nyde (om vinteren skal man læse, fortælle eventyr og spise kastanier fra ilden), og sammenligner det med livet af kongen på borgen, højt i sit tårn, som vågner om natten fuld af bekymring. En rent arkadisk digt med andre ord, faktisk direkte baseret på Horatius digt “Beatus Ille”. Denne sidste information læser jeg i den Digitale bibliotek for Hollandsk Litteratur (dnbl.nl).

Her læser jeg meget mere om de digte fra Jan Luyken jeg fandt. De er alle fra “De Duytse Lier“. Det viser sig at være en ungdomsværk af den, på dette tidspunkt, 22-årige unge mand, og at det var måske det eneste værk i denne personlige og verdslige stil, da han hurtig efter “De Duytse Lier” bliver udgivet, gifter sig. Fra 1675 af beskæftiger han sig afgørende meget mere med mere religiøse emner eller indfaldsvinkler.

“De Duytse Lier” er slet ikke så verdslig som man måske kan mene, faktisk er det et, som det var almindeligt i sin tid, et gennemtænkt og vel opbygget værk som havde et næppe skjult moral: Kærligheden er fantastisk men kun i ægteskabet kan den blomstre. Alt andet ender bestemt forkert.

Hele værket er sådan opbygget at kærligheden blomster og svulmer, men det bliver ikke til noget kødeligt indtil videre, det sker først (må vi antage) efter Jan Luyken bliver gift.

Så nu virker det som om Jan Luyken var en yngling som styrer hans lyster og hormoner ved hjælp af hans moralistiske digte. Det var meningen at værket skulle blive læst af de “Amsterdamske Nympher”, det vil sige de ugifte damer som kunne more sig med nogenlunde frie men også trygge moralistiske digte.

Jeg blev imponeret af den nøje gennemtænkte opbygning af værket. Det minder meget om renæssance værker, men Jan har haft et lidt mindre strikt holdning til alt det antikke og refererende i de tidligere værker. Det var trods alt alligevel noget han måske skrev til hans fornøjelse.

At Læse.

Jeg havde engang en ven, som havde som væne at læse en bog, som om det var det eneste bog i verden. Han fandt sandheder, skøre eller gode ideer, interessante og forkerte oplysninger og alt havde hans største interesse. Det tog ham flere måneder at læse og især at fundere over bogen og det han læste, og han kunne fortælle med sådan et entusiasme og autoritet om hvad forfatteren havde skrevet, som om han selv havde talt med forfatteren, som om det var nogen han kendte. Og det gjorde han egentlig også.